Temaferie 2011: Ild, vin & bindingsværk

            

En pragtfuld sensommertur til Rhinen i Flammer, videre ad den tyske vinvej, gennem de charmerende byer med de flotte bindingsværkshuse, derfra ad den franske vinvej til Alsace og sidst men ikke mindst til Schwarzwald, hvor turen sluttede  - og det regnede for engangs skyld IKKE i Schwarzwald!

 

Turen blev krydret med godt humør, dejlig mad og en masse god vin.

 

 

Kortet herunder viser hele ruten, som var på ialt 2785 km excl. udflugter

 

 

 

 

Lørdag den 10. september

var vi klar til afgang, og som sædvanlig var første stop Camping Mitte i Medelby. Vejret var overraskende dejligt, og kl. 19.00 kunne vi sidde udenfor og spise aftensmaden (biksemad m/spejlæg). Det havde vi ikke prøvet før på denne tid af året - sidste efterår lå vi endda over en ekstra dag på Camping Mitte p.g.a stormvejr!

 

Søndag den 11. september

1. stop dernedad var campingpladsen Alfsee Ferien- und Erholungspark i Rieste, Niedersachsen. Det var en tur på 371 km via Hamburg og Bremen, men p.g.a. køkørsel nord for Hamburg (2 timer!) var vi først fremme ved campingpladsen sidst på eftermiddagen - det tog hele dagen at køre de forholdsvis "få" km, så det blev ærligt talt en småtræls tur.

 

En formildende omstændighed var dog, at vejret var godt, 20-24o,så også denne dag kunne vi spise udenfor (hjemmelavede burgere - ikke så ringe endda).

 

Alfsee Ferien- und Erholungspark er med i ACSI ordningen. En overnatning (2 personer) kostede €15.00. Det er en MEGET STOR plads med fine sanitære forhold. Pladsen ligger ved en sø, hvor der er en masse vandsport. Vi blev anbragt på en stor åben plads - gad vide, om det var fordi jeg var kommet til at sige, at vi var i 2 caravans i stedet for Wohnwagen?? Der var dog en anden campingvogn foruden os, men ellers var det udelukkende autocampere. Nå, men vi lå nu fint nok der for en nat - og så var der ikke så langt til toiletterne.

 

Jeg har desværre glemt at fotografere receptionen og vores pladser, men hvis man går ind på www.alfsee.de kan man finde alle de oplysninger, man har brug for.

 

 

Mandag den 12. september

Efter at have kørt 351 km i forholdsvis kraftig vind med en del sidevind, ankom vi ved 14.30 tiden til Country Camping Schinderhannes i Hausbay - lidt inde i baglandet ikke så langt fra St. Goar ved Rhinen. Her havde vi planlagt at være i 6 nætter.

 

 

  

Country Camping Schinderhannes - www.countrycamping.de

 

                                   

Vi skulle selvfølgelig have et gensyn med egnen omkring Rhinen og Mosel, men vigtigst af alt: Om lørdagen skulle vi til Rhinen i Flammer i St. Goar.

 

Via campingpladsen havde vi bestilt billetter hjemmefra, så vi havde bord på en af bådene ("vores" var en gammel hjuldamper, der hed Goethe). Her spiste vi aftensmad, mens skibet sejlede op og ned ad Rhinen og senere på aftenen så vi hele det fantastiske show. Derforuden sørgede campingpladsen for bustransport til og fra St. Goar, det havde vi selvfølgelig også købt billetter til. Alt i alt kostede sejltur, mad og busbilletter € 116,00 for 2 personer.

 

Det var godt, vi tog bussen ned til færgen (og hjem igen), for St. Goar, hvorfra båden sejlede, var ét stort kaos. Som Frau Sabine fra campingpladsen sagde: " I aften er der mindst 200 busser i St. Goar" - og hun overdrev ikke! Hele arrangementet var én stor vinfest med fyrværkeriet "Rhinen i Flammer" som højdepunkt.

 

Vi fik et fint bord med udsigt til floden - og alle de andre både (og der var mange). Maden var veltillavet: Kold tomatsuppe, fyldt kalkun med gulerodsstave og kartoffeltårn, lækker sauce, lækkert nybagt brød - og det hele smukt anrettet. Hertil en god flaske hvidvin.

 

 

  

 

Ovenfor ses vores bord - og et kig ned i skibet, det var fyldt til randen, så det er i hvert fald en god idé at have bestilt bord i forvejen, for jeg er sikker på, at alle de andre skibe var lige så fuldt bookede.

 

 

     

 

Kl. 21.00 var det blevet mørkt og der lød et kæmpebrag, så det gav et spjæt i os allesammen - det var et kanonslag, som satte eventen igang. Det startede med at borge, højtliggende kirker og huse langs med floden blev oplyst. Det - sammen med kanonslaget - skulle forestille, at bygningerne var sat i brand. Først var der meget "ild", senere ebbede "ilden" ud, og så begyndte selve fyrværkeriet.

 

 

   

 

Desværre er jeg ikke helt gode venner med mit camera, når der skal tages billeder indendørs eller som her i mørke. De er ikke helt så gode, som jeg kunne ønske, men jeg håber, de alligevel giver et indtryk af, at det har været fantastisk flot. Det buldrede og bragede i en time, og selv Tivoli i København kan ikke være med (efter min mening).

 

Da fyrværkeriet var slut, takkede alle bådene for showet ved at bruge hornene, så det var en festlig kakofoni af lyd, der afsluttede den flotte oplevelse.

 

Derefter sejlede alle bådene, som var flot pyntede med lysguirlander, tilbage til deres udgangspunkter, og kl. 23.00  tog vi bussen tilbage til campingpladsen.

 

Det her var som sagt lørdag aften, og inden da havde vi været på et par udflugter:

 

 

Tirsdag den 13. september

kørte vi tur langs Rhinen. Vi kom selvfølgelig forbi Lorelei klippen, og vi gjorde holdt i Rüdesheim, hvor vi skulle pleje nostalgien med et besøg i Drosselgasse.

 

   

 

                          Lorelei klippen                                               Trafik på Rhinen

 

   

 

                  Skiltet mod Drosselgasse                                  Et kig gennem Drosselgasse

 

 

Rüdesheim skulle efter sigende være en af de mest besøgte byer i Tyskland - og det forstår man sørme godt: slotte og borge, historiske bygninger, vinmarker helt inde i byen og ikke mindst beliggenheden ved Rhinen! men det er ikke kun os "nutidsmennesker", der gerne kommer til Rüdesheim - lige siden romantikken har byen været et eftertragtet mål for besøgende.

 

Fra gaden Oberstrasse fører en svævebane op til mindesmærket Niederwalddenkmal, hvorfra man har en formidabel udsigt ud over vinmarkerne. Men man kan nu også køre derop, og det gjorde vi.

 

Vi har en tilbøjelighed til at besøge diverse kirker og mindesmærker, når de bliver restaureret, og denne gang var da heller ingen undtagelse! Niederwalddenkmal var godt og grundigt pakket ind, så faktisk kunne man overhovedet ikke se det. Svend og Hanne Marie var så heldige, at de havde set det før, men Jørgen og jeg måtte nøjes med indpakningen og plancherne, der var anbragt ved siden af. ØV!!

 

 

 

    

     Det er ikke  nemt at se, hvad det skal

    forestille, vel?  

 

     Mindesmærket er iøvrigt fra 1883 og er rejst

     til minde om Tysklands samling i 1871.  

     Sammen med Siegessäule i Berlin (1873),

     Hermannsdenkmal i Teutoburger Wald (1875)

     skulle Niederwalddenkmal (eller Germania ved

     Rüdesheim som det også hedder) vække den

     tyske nationalfølelse.

 

 

 

 

 

 

 

Indpakningen var der jo ikke noget at gøre ved - tingene skal jo også vedligeholdes. Til gengæld var der en formidabel udsigt - især set fra templet, der lå lige i nærheden.

 

 

    

 

 

 

Abtei Sankt Hildegard

I februar var jeg den heldige vinder (i P4) af Anne Lise Marstrand-Jørgensens 2. bind af historien om Hildegard af Bingen. Jeg lånte 1. bind af min svigerinde, og så var jeg solgt. Jeg synes, det er en fantastisk historie:

 

Som 3-årig får Hildegard sine første visioner, og da hun er ca. 5 år anbringer hendes rige forældre hende i klostret Disibodenberg - et munkekloster. Hildegard er en bemærkelsesværdig kvinde, som er langt forud for sin tid (1098-1179). Hun bliver nonne og hele livet igennem har hun sine profetiske åbenbaringer, som hun skriver ned. Hun grundlægger 2 klostre, et i Rubertsberg i Bingen i 1147 og et andet i Eibingen ved Rüdesheim. Hun tager også ud på lange rejser.

 

Der er desværre kun ruiner tilbage af det kloster, Hildegard opførte i Eibingen, men Abtei Sankt Hildegard fra 1900-1904 på vinbjerget nord for Rüdesheim er efterfølgeren til det, og nonnerne tager gerne imod besøg i kirken og også overnattende gæster (reservering nødvendig). Der er en boglade med et utal af bøger om bl.a. Hildegard samt en butik, hvor der sælges af nonnernes egen produktion: bl.a. vin, marmelade, bitter. De fremstiller iøvrigt en udmærket vin - og også bitteren er god, siger Jørgen!

 

 

Det var et meget smukt sted, som berørte mig på en eller anden måde, så jeg er meget glad for at have besøgt det, også selv om det ikke var det oprindelige sted.

 

 

                                         

 

 

 

   

 

 

 

   

 

 

Vi var også langt fra de eneste besøgende - faktisk var der foruden diverse personbiler en hel busfuld - af danskere! Nonnerne sagde også, at det var "danskerdag idag"!  

 

 

Onsdag 14. september

Hausbay, hvor campingpladsen ligger, ligger næsten midt mellem Rhinen og Mosel, så det var ikke uoverkommeligt også at køre en tur langs Mosel floden. Vi havde selvfølgelig været der før - alle 4 - men et gensyn med så dejlige steder, er der ingen der har noget imod, tværtimod!

 

Så vi nød at besøge både Traben-Trarbach og Bernkastel-Kues.

 

Og de to floder er iøvrigt også meget forskellige synes jeg. I min opfattelse er Rhinen "stor og vild", mens Mosel er "blid og stille" - om det er sådan i virkeligheden ved jeg selvfølgelig ikke nogetsomhelst om.

 

 

 

    

 

                                            Den knap så turist-trafikerede Mosel    

 

 

                     

    

             Byporten i Traben-Trarbach                                     Bernkastel-Kues

 

 

    

                     Bernkastel-Kues                                             Bernkastel-Kues

 

 

 

De næste par dage nød vi hjemme på campingpladsen. Vejret var godt, vi skulle have købt lidt ind, og vi skulle også pakke sammen.

 

 

Søndag 18. september

Det var godt, vi fik pakket sammen, for det regnede om natten og også hele formiddagen. Kl. 10.00 havde vi fået betalt (€16,00/nat for 2 personer) og var klar til afgang.

 

Vi kørte ad den tyske vinvej - d.v.s. fra Hausbay fulgte vi skiltene mod motorvejen (E42/A61), indtil frakørsel 52. Her kørte vi mod Wörrstadt og fulgte herefter vej 271 sydpå til Bad Dürkheim. Planen hjemmefra havde selvfølgelig været, at vi ville køre fra Hausbay ud til St. Goar og derfra følge hovedvej 9 sydpå langs med Rhinen, men det fravalgte vi, for da vi kom den vej på vores tidligere udflugt langs med Rhinen fandt vi ud af, at Hausbay ligger ret højt, så vejen ned til Rhinen falder temmelig meget (14% tror jeg). Det var dog hvad det var, men da vi kom ind til St. Goar fra vestsiden var det besværligt at komme igennem byen - man skulle bl.a. under en smal bro, hvor vejen samtidig slog et skarpt sving. Desuden er gaderne meget smalle og meget snoede, så at komme der med to vogntog af vores størrelser - nej tak!

 

Det gjorde nu heller ikke så meget, for på vores udflugtstur havde vi allerede kørt strækningen langs med Rhinen helt ned til Bingen, så vi havde jo fået set, hvor kønt der var.

 

Kl. 11.45 - efter 111 km - ankom vi til Knaus Campingpark Bad Dürkheim. Pladsen er med i ACSI ordningen, og vi betalte €15,00 + miljø- og kurtakst €2,60/nat for 2 personer.

 

Det er en stor plads med en lang "landevej" i midten som deler pladsen i en afdeling for fastliggere og en afdeling for os nomade-campister. "Landevejen" var afgrænset af stativer med vinranker og hver stikvej havde navn efter en vindruesort (bl.a. Cabernet, Gamay, Merlot, Muskateller, Riesling etc.). Vores vej hed Portugieser (en druesort vi aldrig havde hørt om, men den smagte godt! Der var stadig druer tilbage, så vi kunne selvfølgelig ikke lade være med at nippe). Det var meget hyggeligt og charmerende. Båsene var pænt store, og de sanitære forhold var fine, så alt i alt en udmærket plads.

 

Man kan læse mere om pladsen på www.knauscamp.de

 

 

 

        

 

Vores pladser på Knaus Campingpark                      Den lille sø for enden af pladsen dampede om

- i baggrunden ses stativet til vinrankerne               morgenen

 

 

Mandag 19. september

Vi skulle rundt og kigge på omegnen, så allerede mandag var vi klar til at køre på udflugt, nemlig til områdets "hovedstad", Neustadt an der Weinstrasse. Byen har 29.000 indbyggere, så helt lille er den ikke. Vi gik efter at besøge centrum, hvor især gaderne Mittelgasse og Hintergasse skulle være værd at se - og det var de også, da vi endelig fandt dem! Fulde af bindingsværkshuse, hyggelige gårde og vinstuer.

 

Vejret var gråt og kedeligt, og en enkelt regnbyge blev det også til, men koldt var det sådan set ikke. Dertil var det mandag, så det summede ikke af liv, da vi var i Neustadt, men vi hyggede os nu alligevel, nød at gå i de gamle gader - og fandt da også et godt sted på torvet, hvor vi kunne sidde med et velsmagende glas hvidvin.

 

 

   

 

 

 

   

 

 

Da vi havde set os mætte på den gamle bydel i Neustadt, kørte vi hjem til campingpladsen til en god frokost og en hyggelig eftermiddag, hvor vi bl.a. gik en tur på campingpladsen, så vi bedre kunne danne os et indtryk af den.

 

 

 

Tirsdag 20. september  

Deidesheim stod der på dagens program - og det blev en fin oplevelse. Deidesheim er en hyggelig lille by, hvor "alle kender alle". Byen er fuld af vinhuse, og hovedtransportmidlet så ud til at være en smalsporet vintraktor. Byen har et utroligt charmerende, aflangt torv med rådhuset (billedet i øverste række til højre her nedenfor), kirken og et springvand. Vi var der forholdvis tidligt på dagen, byen var først for alvor ved at vågne op, og solen stod endnu lavt og lavede skygger på husene.

 

 

   

 

 

   

 

 

 

Efter Deidesheim kørte vi til Bad Dürkheim - byen nærmest ved campingpladsen. Den var der nu ikke ret meget ved, synes jeg - men vi fandt et rigtig charmerende sted at spise frokost:

 

 

 

   Med Svends hjælp fandt jeg ud af, at mit came-

   ra kunne programmeres til "selv" at tage billeder

   - det havde jeg altså aldrig tænkt på før!

 

   Men her er resultatet: Vi sidder alle 4 og venter

   på, at den bestilte frokost bliver serveret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På vej hjem til campingpladsen gjorde vi holdt ved en af de vinproducenter, der ligger på samme vej som campingpladsen. Her fik vi lidt smagsprøver og fik også købt noget fin vin med hjem - mest hvidvin.

 

 

   

 

 

Onsdag blev vi hjemme på pladsen, så vi kunne få pakket grejet sammen, for torsdag gik turen videre til Alsace.

 

Torsdag 22. september

Kl. ca. 9.30 var vi klar til afgang. Vi ville ikke fortsætte ad den tyske vinvej, da vi så skulle igennem Neustadt an der Weinstrasse, og det ville vi helst undgå (da vi besøgte byen tidligere på ugen bemærkede vi nemlig, at der var en hel del vejarbejde med omkørsel i byen, og det ville vi helst ikke ind i med campingvognene). Så vi kørte ad motorvej 65 i retning af Landau i.d. Pfalz. Ved frakørsel 22 lidt nord for grænsen ind til Frankrig drejede vi væk fra motorvejen (så vi ikke endte i Karlsruhe) og kørte ca. 14 km ad vej 9 indtil vi igen fik fat i motorvejen (A35) ned til Strasbourg. Her kørte vi ad A 352 indtil vi skulle af ved frakørsel 11. Molsheim ligger lidt sydvest for Strasbourg.

 

Efter 147 km ankom vi til campingpladsen kl. 12.30 og  kunne lige netop nå at få tjekket ind, inden de holdt middagslukket.

 

Camping Municipal (kommunal campingplads) er med i ACSI ordningen. Det er en billig plads - en overnatning kostede kun €11,00 for 2 personer - hertil kom kurtakst på €0,40 pr. dag for 2 personer.

 

Det er en lille, hyggelig plads og de sanitære forhold er udmærkede. Pladsen ligger i udkanten af Molsheim, som man kan spadsere ind til på 5-10 min. Molsheim er en lille, charmerende by og også her ligger vinbøndernes gårde inde i landsbyen. Det benyttede vi os af, og spadserede søndag formiddag op til en af vinbønderne, fik smagsprøver og fik købt vin med hjem. Sådan ....(nemt og meget hyggeligt).

 

 

   

                       Campingpladsens reception                                Vores plads

 

 

 

       

         Svend og Hanne Maries plads                                           Molsheim

 

 

 

    

                          Molsheim                                                          Molsheim

 

 

Fredag 23. september

var der marked i Rosheim - en af de små byer der ligger langs med vinruten - lidt syd for Molsheim. Jeg elsker markeder, og de andre protesterede ikke , så afsted med os. Markedet var dog ikke helt det, jeg havde forestillet mig, så det var ret hurtigt overstået.

 

 

 

    

 

                                                                      Billeder fra Rosheim

 

 

Fra Rosheim fortsatte vi yderligere 8-10 km sydpå til Obernai - en anden af de hyggelige byer langs med vinruten. Obernai har en smuk, gammel bymidte med en flot kirke.

 

 

   

 

        

 


 

Lørdag 24. september

Først skulle vi se vandfaldet Cascade de Nideck - vi havde nemlig læst, at det skulle være eventyrligt. Det ville det helt sikkert også have været, hvis vi havde set noget vand! Så jeg er da i tvivl om, om det er det rigtige sted, vi var? Men vi fulgte jo skiltningen!

 

Fra Molsheim kørte vi først lidt sydpå til vej 352. Her drejede vi mod vest indtil vi mødte vej 218, der drejede vi mod nord. Vi fulgte vejen, indtil vi kom til skiltene mod Château de Nideck (rue Nideck, Oberhaslach) - her parkerede vi langs med landevejen og fulgte skiltene ind i skoven. Vi gik ca. 20-30 min. ad en snoet skovsti, så kom vi til en slugt, hvor der var en udsigtsplatform, så vi regnede selvfølgelig med det var der, især da der ikke var yderligere skiltning.

 

Vi kunne også godt høre vandet, men vi kunne ikke se noget  - men udsigten var formidabel!

 

 

   

 

 

Efter vi er kommet hjem har jeg søgt på Google - og de billeder, der kommer frem, er ikke helt magen til mit! Og dog - forskellen kunne godt ligge i, at vi ser det fra en "forkert" vinkel, eller måske er vi ikke gået langt nok, eller .... (i hvert fald er vi ikke helt på afveje, da vi jo fulgte skiltningen).

 

Lidt facts om vandfaldet hentet fra Google:

Vandfaldet befinder sig i 534 m højde lidt syd for resterne af Château de Nideck. Fra toppen af en mur af porfyr strømmer vandet 25 m ned. Området er iøvrigt resterne af en 560 millioner år gammel bjergkæde.

 

Lidt skuffede var vi, men sådan går det jo engang imellem. Vi fandt et hyggeligt sted, hvor vi kunne spise vores medbragte frokost, og fortsatte derefter turen mod Arzviller/Saint-Louis i Forêt Domaniale de Saverne, hvor vi ville se skibselevatoren.

 

Vi vidste slet ikke, hvad det var, vi kørte efter, men det blev en rigtig spændende oplevelse.

 

Vi tog den store tur, hvor vi først kom ned med elevatoren, sejlede hen til sluse nr. 18 og igennem den, vendte rundt, sejlede tilbage gennem sluse 18 og med elevatoren op igen til udgangspunktet. Turen kostede €20,00 for to personer.

 

Det er svært at forklare, hvad det "gik ud på", men jeg håber, mine billeder kan hjælpe:

 

 

   

             Vi sidder i båden - klar til afgang                    Vi er to både, der venter på at komme hen til elevatoren

 

 

 

       

                        Vores bådfører                                        Et kig ned ad elevatoren med de 2 store kontravægte.

                                                                                      "Badekarret" som skibene ligger i, når de skal op/ned

                                                                                      med elevatoren, er forbundet til de to kontravægte

                                                                                      med 14 kabler til hver vægt.

 

 

 

     

 

Skibe ombord i "badekarret" som venter på at komme ned.                 Der er 44,5 m's niveauforskel

Alt afhængig af størrelse kan der være 2-3 både i "bade-

karret" ad gangen.                

    

 

 

         

              Her skal vi igennem sluse 18                              Vi sejler ud til broen og vender og sejler tilbage igen

 

 

 

        

Vi venter på at "badekarret" er klar til at blive hejst op      Oppe igen kigger vi ned på andre både i "badekarret"

 

 

 

Hele turen tog ca. 1½ time - og som sagt var det en fantastisk oplevelse. Elevatoren løfter skibene mellem Rhinen og Marne, og når elevatoren arbejder vejer den med vand og skib/skibe ca. 920 tons. Turen op/ned tager kun 4 minutter. Elevatoren (Saint-Louis/Arzviller Incliné) blev bygget i tiden 1964-1968 og blev taget i brug i januar 1969. Den sparer skibene 1 dags sejlads.

 

Om aftenen havde vi meldt os til fællesspisning, og menuen var en af egnens specialiteter: Tarte Flambée (en mellemting mellem en pandekage og en pizza). Den er ultratynd, bages på grillen og toppes med bacon, løg og masser af fløde! Dertil en god, kold, lokal hvidvin. Så fås det ikke meget bedre.

 

   

 

                 Her venter vi på at få serveret - på billedet til højre anes den store grill i baggrunden

 

 

Jeg havde selvfølgelig alt for travlt med at spise, mens det endnu var varmt, så jeg sansede ikke at få taget et foto af Tarte Flambée'n - men jeg købte et kort, der viser, hvordan retten ser ud - og så får man opskriften med oven i hatten.

 

 

 

 

Prisen var iøvrigt meget rimelig: €7,50 for en Tarte Flambée og €7,00 for en flaske hvidvin.

 

 

Mandag 26. september

Vi havde fået pakket sammen om søndagen og mandag kl. 9.30 var vi igen klar til afgang. Det var med lidt forsigtighed, at vi forlod campingpladsen, for ved siden af indkørselen (i forbindelse med et friluftsbad) var der en masse gravearbejde igang, så der var maskiner allevegne, og store plastikrør hen over vejen, som vi måtte liste os henover. Men det gik stille og roligt, og så var vi på vej mod Ribeauvillé.

 

Det her var turens korteste distance fra en plads til en anden - 49 km, så allerede kl. 11.30 var vi kommet til Camping Municipal - Pierre de Coubertin (også en kommunal campingplads). Det var et godt tidspunkt vi kom på, for der var endnu ledige båse at vælge imellem, og det blev sværere senere på dagen lagde vi mærke til. Der var overraskende mange campister - og de fleste var danskere! Det kom noget bag på os, for det var vi slet ikke vant til fra de andre campingpladser, vi havde været på - og på vores sensommerture iøvrigt (Portugal, Kroatien). Men det var rigtig hyggeligt at kunne snakke med sine naboer uden at skulle have ordbogen slået op inde i hovedet - ja selv "campingmutter" talte et udmærket dansk.

 

Campingpladsen var også god. De sanitære forhold var i orden og den lå jo perfekt for besøg i Ribeauvillé (15 min. gang, så var man midt i byen). Og så var der det med storkene! Det havde vi godt nok læst om hjemmefra, men at man ligefrem kunne håndfodre nogle af dem - og at der var så mange, som der var - det var en dejlig overraskelse.

 

 

 

   

 

                                   Vi boede på nr. 152 og Svend og Hanne Marie på nr. 151

 

 

  

 

Billederne nedenfor er fra Ribeauvillé

 

 

   

 

 

 

   

 

 

 

   

 

 

Som det ses nedenfor sluttede dagen i Ribeauvillé med vinkøb hos Louis Sipp:

 

 

 

Tirsdag 27. september

Vejret var fantastisk - 28o kom vi op på - det har vi næsten ikke haft hele sommeren derhjemme!

 

Vi skulle besøge Haut-Koenigsburg, som ligger lige i nærheden - i hvert fald i fugleflugtslinje! Der var sådan set heller ikke så mange km at køre ifølge "Miss Nüvi" (GPS), men vejene var små og snoede, og det gik også op og ned, så det tog lidt længere tid end vi lige havde forventet. Det gjorde nu slet ingenting, for det var en rigtig flot tur.

 

Slottet, som første gang nævnes i det XII århundrede, ligger på bjerget Stophamberch i 755 m højde på et klippefremspring, som ligger stratetisk godt ved korsvejen for vigtige handelsveje: mel- og vinvejen (fra nord mod syd) og salt- og pengevejen (fra vest mod øst).

 

Indtil 1919 (Versailles-traktaten), hvor slottet blev overgivet til Frankrig, var det ejet af tyskerne (først Habsbourgerne, senere Vilhelm II af Hohenzollern).

 

Slottet tjente dels som beboelse, dels som forsvarsværk - og er absolut et besøg værd. Det koster €8,00 pr. person at komme ind i slottet.

 

 

   

 

 

   

 

 

 

   

 

 

 

Onsdag 27. september

Vi skulle have købt ind og ledte efter et supermarked i nærheden af Ribeauvillé, men det var altså ikke nemt - vi fandt i hvert fald ikke noget. Så da det stadig var tidligt på dagen, tog vi en rask beslutning og fortsatte de ca. 45 km længere mod syd ad motorvejen til Colmar, som vi alligevel havde planlagt at køre til, for vi ville alle 4 gerne have et gensyn med denne skønne by.

 

Det er ikke særligt nemt at finde en P-plads i Colmar - men vi var heldige, og fandt oveni købet en uden tidsbegrænsning lige bag ved en stor kirke (jeg kan desværre ikke huske, hvad den hed).

 

Colmar er regionens tredjestørste by. Byens middelaldercentrum har flot udsmykkede gamle bindingsværkshuse i overvældende mængde. Det er en levende by med butikker, restauranter og caféer, og særligt betagende er området omkring St. Martin domkirken og kanalkvarteret La Petite Venice.

 

 

   

 

 

 

   

 

 

 

            Billederne nedenfor er fra den del af Colmar, der kaldes "Petite Venice":

 

 

   

 

 

 

 

 

Fredag 30. september

Efter en hjemmedag, hvor vi både fik vasket tøj og pakket forteltene sammen forlod vi Alsace og kørte over til Tyskland igen til den sydlige del af Schwarzwald.

 

 

                                

 

 

Afstandene er korte, så efter 134 km ankom vi allerede ved middagstid til Feriencamping Hochschwarzwald i Todtnau-Muggenbrunn. Også denne plads er med i ACSI ordningen, og en overnatning kostede €15,00 + kurtakst €1,90 pr. person/nat.

 

 

 

 

 

 

 

         Campingpladsens reception.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var meningen vi ville have haft 3-4 overnatninger, men på grund af forlænget weekend var alt optaget (mandag 3. oktober er helligdag, da det er datoen for de to Tysklandes genforening), så det var ikke muligt. Vi kunne maximalt blive i 2 nætter, og vi måtte endda "nøjes med" to pladser på en lille "hylde", der så ud som om det oprindeligt havde været et parkeringsareal - men der var nu hyggeligt nok, og en formidabel udsigt tilmed.

 

 

   

                                                          Middagshvil  

 

 

.... men vi kunne jo ikke hvile hele dagen - selv om det var fristende i det skønne vejr! Vi havde kun én hel dag til sightseeing i området, så vi besluttede at tilbringe eftermiddagen i Freiburg, hvor vi især ville besøge domkirken og området deromkring.

 

Freiburg im Breisgau er Schwarzwalds "hovedstad" og porten til Sydschwarzwald og med sine 200.000 indbyggere en ret stor by. Engang blev den udpeget som den by, de fleste tyskere ville bo i, hvis det var muligt. Det skyldes måske til dels de mange unge mennesker, der er i byen, for Freiburg er en universitetsby, og selv om universitetet er gammelt (fra 1457) har det 25.000 studerende (til sammenligning havde Københavns Universitet 36.891 studerende i 2010 - ifølge deres hjemmeside).

 

Domkirken er bygget mellem 1200 og 1513 - og hvis man ved, hvad man skal kigge efter kan man se, at stilen udvikler sig fra at være romansk med tykke mure og tunge buer til at være mere forfinet og himmelstræbende (tårnets filigranarbejde). Den var også blevet beæret med besøg af Paven ganske få dage før vi var der.

 

Først var domkirken kun planlagt som en almindelig sognekirke, men indbyggernes voksende byggevilje lavede lidt efter lidt et gudshus, som med sine 125 meter lange, 30 meter brede og 27 meter høje inderrum er så mægtigt som kirkerne i Strasbourg eller Basel, som var katedraler (altså biskopkirker) fra begyndelsen, mens Freiburgs kirke, trods sin størrelse, i begyndelsen forblev en almindelig sognekirke. Der kom først en biskop i 1827.

 

 

   

 

 

  

 

 

   

 

 

Over for domkirken ligger en bygning, som oprideligt var et "varehus". Huset blev bygget i perioden 1520-32. Senere, efter 2. Verdenskrig, hvor Freiburg var hovedstad i den selvstændige stat Baden, holdt landsdagens rådgivende landsforsamling til i huset, nemlig i årene 1947-51. Landsdagen mødtes her i huset for første gang den 20. maj 1947. Efter en folkeafstemning i 1951 blev Baden, Württemberg-Baden og Württemberg-Hohenzollern lagt sammen til delstaten Baden-Württemberg, sådan som vi kender den idag.

 

 

   

 

 

Lørdag 1. oktober

Hanne Marie og jeg havde smurt madpakker, for vi skulle på udflugt: Først til Höllental og derefter til Feldberg.

 

Höllental (langs vej 31 i retning fra Freibug mod Titisee) er gravet ud af floden Rosbach, som har sit udspring ved Hinterzarten og løber lige mod Freiburg, og især mellem Himmelreich og Höllsteig er det en djævelsk strækning - eller rettere det var den for datidens vognmænd. For ikke så længe siden (godt og vel 100 år)  stod der i Sternenwirtshaus (ikke langt fra Hirschsprung) 50 heste parat til at forstærke forspandene på den stejle, livsfarlige "djævelske sti". Først i 1770 blev der anlagt en rigtig vej gennem dalen, og 100 år senere kom jernbanen. Den vildeste strækning er mellem Falkensteig og Hirschsprung.

 

Vi valgte at gå en tur i den mere romantiske Ravennaslugt.

 

   

                                      Ved indgangen til Ravennaslugt er der bygget hoteller m.v. 

 

 

 

 

   

                        jernbanebroen

 

 

   

                                       Vi kom forbi Grossjockenmühle, som blev bygget i 1883

 

 

 

   

          Tilbage fra Ravennaschlucht fandt vi et skønt sted, hvor vi kunne nyde vores medbragte klemmer

 

 

 

Som tidligere nævnt gik turen videre fra Höllental til Feldberg (1493 m højt). Bjerget ligger sydøst for Freiburg ikke så langt fra vej 317. Bjerget er en flere kilometer lang gnejsblok bevokset med skov og med en fladt hvælvet, træløs bjergtop. Der er faktisk 3 toppe (Feldberggipfel på 1493 m, Seebuck 1448 m og Badenwegerbuck 1461 m). På vejen op til toppen kommer man forbi en kirke, Feldbergkirche, som er Tysklands højest beliggende sognekirke. Hele området er naturligvis fredet.

 

Man kører ad Feldbergstrasse op til P-pladsen. Det koster et beløb for at parkere (jeg kan ikke huske hvor meget, men det er ikke noget stort beløb - og iøvrigt får man beløbet refunderet hvis man køber adgangsbillet til gondolen op til toppen - mod at forevise sin P-billet). Til gengæld er det halvdyrt at komme med gondolen op til toppen - €9,80 pr. person/retur, men det var der jo ikke så meget at gøre ved, for op på toppen skulle vi i hvert fald! 

 

Vi så folk, der gik op, så hvis man foretrækker det, er det bestemt muligt at fravælge gondolen og gå op eller ned som man nu har lyst og ben til (man kan nemlig også nøjes med at købe en enkeltbillet til gondolen).

 

 

   

 

 

   

              Udsigt ned til Feldbergsee                                                           Den flade top

 

 

   

... også fra toppen                                                                   udsigt til en af de andre toppe

 

 

 

Søndag 2. oktober

Vi skulle videre, og kl. 9.20 var vi klar til afgang mod Camping Alisehof i Bad Rippoldsau-Schapbach - en strækning på 98 km. Vi er kommet til Nordschwarzwald.

 

Kl. 11.30 ankom vi til pladsen - og der var bare KAOS! Et andet dansk par var lige ankommet før os, vi kommer med 2 vogntog, der er ikke ret mange ledige pladser tilbage (det er weekend, vejret er godt og mandag 3. oktober er som tidligere nævnt helligdag (Tysklands genforening)), så "campingfar" farer rundt som en flue i en flaske. Han vil gerne anbringe os ved siden af hinanden og mener en autocamper med en australsk familie er på vej til at forlade pladsen, og byder på kaffe indtil pladsen er ledig - men den australske famile er ikke på vej væk - de skal bare på tur, så stor misforståelse. De tilbyder at flytte, så vi kan få deres bås, men der er to ledige båse skråt over for hinanden på vejen, så det er jo slet ikke nødvendigt. 

 

PYHA! - nå, men omsider får vi os slået ned og pladsen viser sig at være rigtig hyggelig, med en meget venlig atmosfære og med fantastisk flotte sanitære forhold.

 

Og når der ikke er kaos, er "campingfar" overhovedet ikke stresset, men umådeligt stilfærdig og rar!

 

Også her har Jørgen fundet en ACSI plads, og en overnatning koster €15,00 for 2 personer. Hertil kommer kurtakst €1,10 pr. person/nat. Med i overnatningsprisen er 4 KW strøm pr. dag, så "campingfar" slutter strømmen til og aflæser måleren. Det er sidst på sæsonen og ikke så varmt mere, når solen ikke skinner, så vi brugte 17 KW ekstra à €0,60 på 4 overnatninger.

 

 

 

   

                    Campingpladsens reception                     Pladsen er meget kuperet, vi ligger på nederste niveau

 

 

 

 

   

               Her bor Hanne Marie og Svend                                       - og her bor Jørgen og jeg

 

 

Mandag 3. oktober

Igen havde Hanne Marie og jeg smurt madpakker og afsted med os til die Hornisgrinde og Allerheiligen!

 

Vi starter med die Hornisgrinde, som sammen med Mummelsee er to smukke stykker natur. Mummelsee er en smeltevandsrest fra istiden og ligger i en højde af 1030 m direkte ved Schwarzwalds Hochstrasse, som her slår en stor bue. Søen er næsten cirkelrund, mørk og sagnomspundet: "Mummeln" er på højtysk nymfer.

 

Vi går først til Hornisgrinde, som med sine 1164 m højde er det højeste bjerg i den nordlige del af Schwarzwald. Turen op ad skovstien tog lidt mere end de 20 min. der stod i materialet, vi havde med hjemmefra. Senere opdagede vi, at vi bare kunne have gået ad asfaltvejen, som vi valgte, da vi skulle ned igen. Men godt vi ikke vidste det, for så havde vi ikke haft den flotte tur opad (og så kunne vi pludselig også bedre forstå, at der ingen mennesker havde været på stien!).

 

 

   

                   Vi er på vej deropad                                        Her har vi nået toppen af Hornisgrinde

 

 

Efter strabadserne med at komme herop, og da vi havde nydt udsigten, som desværre blev "forstyrret" af diset vejr, var det blevet godt og vel frokosttid, og vi var blevet tørstige og sultne. Madpakkerne og drikkevarerne lå nede i bilen, og ingen meldte sig frivilligt til at rende ned efter dem , så vi lod os nemt friste til at købe 4 store, kolde øl og et par Bratwurst!! (der var nemlig salg af øl, pølser, kaffe, kage m.v.) heroppe ved tårnet på Hornisgrinde.   

 

På vejen ned havde vi den flotteste udsigt til Mummelsee, hvor vi rigtig kunne se, at søen er næsten cirkelrund:

 

   

                            Mummelsee                                               P-pladsen set oppe fra Hornisgrinde

 

 

    

                                                   Vi er nede ved søen - og møder her Kong Neptun

 

 

 

På tilbagevejen, ligeledes ad vej 500, indtil vi drejer fra mod Bad Rippoldsau/Schapbach, drejer vi i byen Ruhestein fra og tager en afstikker til Allerheiligen, en lille by med smukke vandfald. Det er floden Lierbach, som styrter 100 m ned i dybet. Vandfaldet falder i trin, og på hvert trin er der udvasket en fordybning. Derfor kaldes vandfaldet også "Sieben-Bütten-Fälle" (vist nok noget i retning af "de syv kars fald").

 

I Allerheiligen ligger også de charmerende rester af et tidligere kloster.

 

I starten virker det som om man går i en have, derefter på en fin sti langs med floden - men efter ca. 15 min. gang kommer alle trapperne - og der er altså rigtig mange. I den retning vi gik, gik trapperne nedad, så det var ingen sag - men da vi skulle tilbage gav det rigtig god motion og sved på panden!

 

Der er iøvrigt en P-plads for enden af vandfaldet, så hvis man ikke har det så godt med trapper er det muligt at parkere der. Fra P-pladsen er der ikke ret langt ind til der, hvor vandfaldet "slutter".

 

Og flot - det er det.

 

 

 

     

                              Klosterruinen                                                                   Haven

 

     

                     Her ender den brede sti                                  Resten af vejen er det stort set trapper

 

 

     

                         Et af de syv "kar"                                               Vi er nået til bunden af vandfaldet

 

 

 

Tirsdag 4. oktober og onsdag 5. oktober

Tirsdag slappede vi af på campingpladsen og nød det gode vejr, inden vi skulle forlade pladsen om torsdagen - og heldigvis, for onsdag var det overskyet vejr, men fint til at få handlet og pakket sammen.

 

Torsdag 6. oktober

Turen er ved at være slut for denne gang, så kl. 9.20 som sædvanlig er vi klar til afgang. Vi starter i flot solskin, men allerede ved 14-tiden blæser det en del op og ved 15-tiden styrtregner det så meget, at sigtbarheden stort set er lig nul, men som Svend sagde: "Vi kom da ud af Schwarzwald i solskin", og det er værd at skrive hjem om, for alle de andre gange, Jørgen og jeg har villet besøge Schwarzwald har det regnet, så det er faktisk første gang vi for alvor har besøgt egnen.

 

 

Efter 428 km ankommer vi ved 16.30 tiden til Camping Hof Biggen ved Attendorn. Det er en campingcheque plads, som åbenbart er vel besøgt af danskere, i hvert fald fik vi udleveret diverse turistmateriale på dansk!

 

Vi blev taget godt imod, men pladsen var en skuffelse. Det er en meget stor plads, som var fuld af fastliggere. Vi blev anbragt på en mark helt ude for enden af pladsen, og der var så langt til den store servicebygning med alle faciliterne, at vi valgte at bruge vores egne. I nærheden af marken var der dog toiletter, som var pæne og rene, men der var ingen brusefaciliter. Ved siden af den store servicebygning var der ganske vist et par pladser til turister som os, men de var ganske få og optaget, da vi var der. Som "trøst" fik vi en fantastisk udsigt - en skam det var dårligt vejr!

 

 

   

                Receptionen Camping Hof Biggen                             Herude på marken skulle vi bo

 

 

Efter 281 km kørsel til Camping Aller Leine Tal i Engehausen (en hyggelig plads i skovområde - tager både campingcheque og ACSI) og yderligere 260 km til Camping Mitte i Medelby var endnu en skøn ferie slut.

 

        

                                               Camping Aller Leine Tal

 

 

                             

                                     Vi er ved at være klar til afgang ...

 

 

.... og mens vi i løbet af vinteren vil genopleve turen gennem Jørgens dejlige DVD, er vi allerede begyndt at se frem til den næste skønne tur!

 

 

Tilbage til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 

 

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Praktiske oplysninger:

 

Turen varede 30 dage

 

Vi kørte ialt 2.785 km excl.

udflugter

 

 

Diverse priser:

 

Via Country Camping Schinderhannes i Hausbay

kan bestilles billetter til spisning på båd ifm Rhinen i Flammer.

 

Prisen for Rhinen i Flammer

incl. bådsejlads, middag og bus til/fra campingplads:

€ 116,00 for 2 personer

 

 

Turen med skibselevator i Alsace (beskrevet under 24. september) kostede €20,00 for 2 personer.

 

 

 campingturisterne.dk