Dordogne (Frankrig) 1990

 

 

Dordognedalen er et af Frankrigs smukkeste områder

... og hvor i alverden er så det?? - spurgte de fleste dengang i 1990, hvor vi var på denne dejlige 3 ugers ferie. Dordogne er navnet på en flod, der har sit udspring i det centrale Frankrig. Den løber i vestlig retning ud mod Atlanterhavet, hvor den munder ud ved byen Bordeaux.
 
Jeg har sat byen Sarlat ind på kortet nedenunder for at give en idé om, hvor vi befinder os i Frankrig. Alle byerne, vi besøgte, ligger alle tæt ved hinanden.
 
 

 
 
og hvilket område ....
 
Vi kørte hjemmefra den 1. september, og 4 dage - og 1989 km - senere nåede vi bestemmelsesstedet, camping "Le Beau Rivage" i en lille by ved navn Grillau. Campingpladsen lå lige ned til floden, og da vi var i september måned, var det største ferieræs overstået. Vi fik derfor en dejlig plads i 1. række ved floden.
 
 

Vejret var herligt -
25 g, lunt og behageligt - men nætterne var
begyndt at blive kølige. Derfor mødte der os det skønneste syn hver morgen, hvor solen skinnede, mens floden lå indhyllet i morgentåge, som fordampede lidt efter lidt.
 
 
Ud over brød og drikkevarer (stort set) var der
ingen indkøbsmuligheder på pladsen, så dagen efter ankomsten kørte vi til Domme, som lå ca. 3 km
fra campingpladsen.
Og der fik vi os da godt nok en overraskelse!
 
Domme viste sig at være en meget gammel by, som ligger på toppen af et bjerg. Der er en gammel, velbevaret bymur, og husene er alle bygget af det samme, gule materiale. Gaderne er meget smalle og stejle og derfor ensrettede. Der var en fantastisk udsigt ud over dalen. Desværre (må man vel godt have lov at sige) er midtbyen lagt an på turister og består mest af souvenir butikker samt restauranter og små forretninger, der solgte vin (det er fra dette område den mindre kendte Bergerac vin kommer) og egnens specialiteter, bl.a. honning med valnøddekerner og gåseleverpostej på dåse. Valnødder er et af egnens hovedprodukter, og på campingpladsen var der MANGE valnøddetræer.
 
 

 

 

                                                                     På indkøb i Domme

 

 

Nå, men vi fandt da en slagterforretning og fik også købt noget gåseleverpostej (frisk ikke på dåse). Det skulle jeg i hvert fald vænne mig til - ærligt talt syntes jeg ikke det var den helt store delikatesse, men heldigvis er smag og behag jo forskellig!
 
På vejen tilbage til campingpladsen fandt vi iøvrigt ud af, at det var meget nemmere (og billigere) at købe ind i den nærmeste by, Cénac. Her var der også et fint lille torv ved byens restaurant, hvor man kunne få et forfriskende glas hvidvin - eller hvad man nu kunne tænke sig.
 
 

 

"Vores" hyggelige lille torv i Cénac

 

 

Om formiddagen var det forholdvis køligt og blæsende, men fra middag og resten af dagen var det højt solskin med behagelig temperatur. Så efter indkøb om formiddagen tilbragte vi eftermiddagen på de tørre sten nede i floden. Den var kun ca. halvt fuld af vand, og der var en banke af hvide store ralsten, så man kunne gå tørskoet. Her nød vi udsigten til den livlige aktivitet af lystfiskere og folk på kanotur. Ikke alle var lige øvede, kunne vi se, så måske turde vi også prøve!! Jørgen ville selvfølgelig helt vildt gerne (tidligere roer og alt det der), men jeg havde aldrig prøvet det før (og er også lidt vandskræk), og hvad nu hvis vi kæntrer lige som de 2 unge mennesker, vi så - de havde godt nok problemer, men klarede det ved hjælp af dem, de fulgtes med. Det så ganske vist ikke farligt ud, men våde det blev de!
 
"Lodrette" byer og hul i jorden
 
Det er blevet den 6. september, og vi har været på udflugt, hvor vi kørte ad D704 gennem Groléjac og Gourdon. Derfra videre ad D673. Landskabet har karakter af en mindre slugt og er utroligt fascinerende. Derefter kom vi til en lille by, der hedder Rocamadour, og som har en helt fantastisk beliggenhed. Den er bygget lodret op ad en klippe! Man kan ikke køre ind i byen, men må parkere udenfor og så trave ad en lille snoet, smal vej ind til byens kirkeplads. Det tager ca. 5 min. - når man går nedad! De forskellige niveauer i byen er forbundet med trapper, så benmusklerne kom på arbejde!
 
Byen syner meget gammel - og øverst oppe ligger en rigtig røverborg (den var vi dog ikke oppe ved)!
 
 
                  
      Rocamadour klinet op ad klippen                                               Rocamadour med kirketårnet
 
 
  
                Frisørsalonen i Rocamadour                                      Septemberstemning i Rocamadour
 
 
Vi spiste frokost i Rocamadour, og sad på en terrasse, hvor vi havde den flotteste udsigt ud over dalen og den snoede bjergvej nedenunder. Det var ikke så dyrt som ventet - vi fik en menu til FF 68,00 pr. person - dertil vin og kaffe, så ialt kom vi af med FF 168,00. Menuen bestod af forret (egnens "pålæg", dvs. noget ande-"et-eller-andet" som smagte herligt, en slags paté samt landskinke), hovedretten var lammekoteletter og stegte kartofler, og til sidst gedeost (som jeg overhovedet ikke bryder mig om, så Jørgen fik ekstra dessert!).
 
Efter Rocamadour fortsatte vi ad D673 med retning mod St. Cère, og på vejen besøgte vi grotten Gouffre de Padirac. Man kører med elevator ned gennem et hul i jorden. Hullet er ca. 32 mtr. i diameter og 75 mtr. dybt! Derefter går det videre nedad - denne gang ad trapper. Da vi nåede bunden, gik vi et stykke længere ind i grotten, til vi nåede en underjordisk havn, hvor vi steg om bord i små både og sejlede endnu længere ind i grotten på den underjordiske flod, som visse steder er utroligt dyb. Inde i grotten blev vi vist rundt i noget, guiden kaldte "den store sal" - og det var ikke overdrevet, den VAR STOR - for der var 2 søer derinde, og der var omtrent 10 mtr. til "loftet". Og som i de fleste grotter var der selvfølgelig et fantastisk flot syn af stalagmitter og stalagtitter.
 
Efter rundturen til fods, og op og ned ad trapper, kom vi tilbage til det sted, hvor vi var blevet sat af bådene. Her sejlede vi med den samme bådfører tilbage til "havnen", hvorfra vi tog 3 elevatorer op (ikke trapperne denne gang!).
 
Vejret har været helt fantastisk dejligt. Det så ellers ikke for godt ud i morges, hvor det var koldt og tåget (vi kunne slet ikke se floden). Men mens vi spiste morgenmad, fik solen tågen til at fordampe - rent bogstaveligt - og kl. 21.00 havde vi 20 g i forteltet, hvor hele fronten var rullet op.
 
Hele udflugtsturen var på 168 km, så afstandene er jo ikke voldsomt store.
 
 
Lørdag den 8. september
Idag ville vi køre en minitur, så vi startede med at køre til La Roque Gageac, som ligger ca. 5 km fra campingpladsen. La Roque Gageac er endnu en af de "lodrette" byer.
 
 
                   
    P-pladsen i Roque Gageac er i "normalt vejniveau"                   Hovedgaden ligger på "1. sal"
 
 
Vi havde masser af tid, så vi gik en tur op (i bogstaveligste forstand) til byens lille kirke. Vejen er smal som et fortov - og stejl, men utroligt smuk i en nordboers øjne; på begge sider var der eksotiske planter i massevis, bl.a. palmer og grønne træer med store, rosa blomster. Dertil kommer de små, maleriske huse med små terrasser på den ene side af vejen og klippevæggen på den anden.
 
                         
         Mere eksotisk kan det vel ikke blive??            Oppe fra Roque Gageac er der udsigt over Dordogne floden
 
 
Solen bagte, og deroppe var luften varm og stillestående - ikke den friske brise, vi kender nede fra floden.
 
Efter La Roque Gageac kørte vi videre, og kort efter stødte vi på et skilt, hvorpå der stod château - og hvorfor ikke køre op og se det? Som sagt så gjort. Det var et rigtig Prins Valiant slot med tårne og hele molevitten på toppen af et mindre bjerg. Det var dyrt at komme ind, men sjovt og interessant, selv om vi ikke forstod meget af det, den franske guide fortalte. Men vi opfattede da, at slottet, Château féodal de Beynac, var fra det 12./13. årh. og havde tilhørt baronen af Périgord (navnet på hele området). Fra et plateau oppe mellem slotsbygningerne var der den smukkeste udsigt man kan forestille sig ned over Dordogne floden - og på andre bjergtoppe sås andre slotte, så alene den udsigt var pengene værd.
 
Efter slotsbesøget kørte vi rundt på de små veje i området, og stoppede bl.a. ved et potterie (dem er der rigtig mange af her på egnen). Så kunne jeg endnu engang få tilfredsstillet min svaghed for disse ting i form af en keramikkande og 2 tilhørende vinkrus plus to suppeskåle af keramik.
 
Dagen sluttede med en udsøgt middag på restauranten ved torvet i Cénac ("vores" by).
 
Kanotur på Dordogne floden
Vi er nået hen til tirsdag den 11. september. Dagen startede koldt (kun 8 g), men efter morgenmad og et varmt brusebad gik det nogenlunde.
 
Vi smurte nogle sandwiches og pakkede ekstra tøj, sodavand etc. og ved 9.30 tiden kørte vi til Vitrac for at leje en kano, for nu skulle det være!! Jeg var lidt nervøs ved det hele, for det havde jeg jo aldrig prøvet før ...
 
Vi blev udstyret med kano, redningsveste, begynder-årer og en vandtæt tønde til at putte mad, camera og øvrige sager i, og så gik det ellers derudad. I det her område er Dordogne floden ganske fredelig selv om man ikke undgår forhindringer i form af sten, strømfald, strømhvirvler, lavvandede steder osv. Men med en tidligere roer med som ekspert gik det jo helt forrygende. Det var en pragtfuld tur. Vi havde lejet kanoen til en tur på 18 km, og vi havde hele dagen til det, så vi havde tid til at lægge ind til de små flodbrinker, når vi enten skulle have lidt at drikke, eller spise frokost, eller bare have et hvil og nyde udsigten. Man padler ned ad floden, og det gik uden problemer for os - men ind imellem var strømhvirvlerne alligevel halvskrappe, og vi så andre både kæntre. Heldigvis er der ikke dybt på de steder, så der var ikke fare på færde, men man skal alligevel passe på ikke at glide på stenene, for det kan give grimme skrammer. Floden er meget varieret i dybde: nogle steder er den meget dyb, andre så lavvandet, at kanoen kun lige akkurat kunne komme over.
 
Det var en utrolig oplevelse af "høre" stilheden og se bjergene fra flodsiden, hvor vi jo ellers mest står oppe på bjerget og kigger ned på floden. Vi padlede bl.a. forbi La Roque Gageac og også den borg, vi tidligere havde besøgt kunne vi se fra floden.
 

 

 

Da vi hen på eftermiddagen, og efter at have sejlet under 5 broer, nåede endemålet (Les Milandes), blev vi og kanoen transporteret tilbage til udgangspunktet i bil.
 
Forhistorie allevegne
Dordogne området har meget mere at byde på end charmerende, "lodrette" byer og kanotur. Området er nemlig fuldt af forhistoriske minder. Der er rigtig mange forhistoriske grotter. Det er også her vi finder den berømte Lascaux grotte. Den ligger i nærheden af landsbyen Montignac ved floden Lézère, som løber sammen med Dordogne floden. Og idag, onsdag den 12. september, stod der Lascaux på programmet! Tilfældigvis er det idag 50 år siden grotten blev fundet af 2 drenge og deres hund.
 
Turen dertil var rigtig flot - ad små veje med en imponerende udsigt. Men stedet omkring Lascaux grotten var en skuffelse - det var meget mere turistpræget end vi havde forestillet os. Billetkøen var meget lang, og vi måtte vente flere timer, før der var rundvisning på engelsk. Så vi gik en tur i det ellers dejlige skovterræn og fik også lidt frokost ved en snack bar.
 
Selve grotten var derimod en stor oplevelse - selv om det "kun" var en kopi. Den rigtige Lascaux grotte blev jo lukket for turister i 1963, da man opdagede at malerierne tog skade (der begyndte at gro alger og stalagmitter derinde). Den er dog stadig åben for særlige personer som arkæologer og videnskabsmænd, og dagen før vi var der var den blevet åbnet for Præsident Mitterrand - men selv for dem er det svært at komme ind, der er 2 års ventetid, og der bliver kun lukket 5-6 personer ind om dagen!
 
Men et par meter derfra har man lavet en kopi af de mest attraktive områder i den ægte hule (den er 150 mtr. lang, kopien er kun 40 mtr.). Kopierne er lavet af lokale kunstnere med original maling, dvs. fra egnens jord (okker o.lign.). De har knust kornene som man gjorde på Cro Magnon mandens tid (det er de mennesker der har lavet malerierne i den ægte grotte for 17.000 år siden). Det hele (både malerier og rum) er lavet meget nøjagtigt, og det er utroligt flot. Malerierne er meget større end jeg havde forestillet mig, f.eks. var der en tegning af en bison som var 5 mtr. lang. De var dygtige dengang - man kunne tydeligt se, hvad det skulle forestille, og farverne - gule, røde og blåsorte - var utroligt flotte. Vi fik demonstreret, hvor mørkt der har været i grotten, dvs. totalt mørkt. Da de rigtige malerier blev lavet, brugte man lamper skåret af limsten, hvori der brændte et særligt materiale, der gav en hvid røg, som ikke sodede, og én lampe gav samme lys som 3 stearinlys! (Den belysning ville arbejdstilsynet nok ikke tillade idag). Malerierne er også lavet på limsten, som suger malingen, så der var ikke plads til fejltrin! Imponerende!
 
Imellem malerierne var der nogle tegn, som man ikke kunne forklare, men nutidens forskere mente, de var af religiøs art, da de dels fandtes i alle hulerne (og der er mange i området!), dels også i huler i Pyrenæerne og Spanien. Desuden var malerierne i alle disse forskellige huler lavet med flere tusind års mellemrum. En anden ting er, at de dyr, de malede (bison, hjorte, heste) ikke var de dyr, de jagede, da menneskene på den tid mest skulle have levet af rensdyr.
 
Vi har ikke billeder fra grotten, men på vejen hjem kom vi forbi den meget omtalte statue af en Neanderthal mand. Statuen stod i forbindelse med et museum, hvor der desværre var lukket.
 
 
 
 
 
 
 
Mennesket anno 1990 og for 100.000 år siden, men nu er der jo tale om en statue, for så høje blev mennesket ikke dengang!!
 
Neanderthal mennesket var lidt lavere end nutidens menneske:
Mænd blev omkring 165-168 cm høje og kvinder ca. 156 -158 cm
(kilde: Wikipedia)
 
 
 

 

 

 

 

 

Udflugt til Château de Caïx
 
Turen dertil ad de små veje var som de andre gange en oplevelse i sig selv, især den allersidste del, hvor man kørte på en meget smal vej, der klyngede sig til bjergvæggen, og hvorfra der var den skønneste udsigt ned over floden Lot og Cahors vinmarker.
 
Vi blev venligt modtaget af Caïx's gardien, og efter at have købt 6 flasker af Prinsens årgang 1987 + 1 flaske årgang 1988 formedelst FF 235,00 fik jeg en buket lavendler og vi fik lov til at gå rundt og kigge på slottet og parken (der var ikke andre end os). Det var et mindre slot, utroligt velholdt og med en yndig lille park samt en pragtfuld terrasse. Bortset fra monogrammet over indgangsdøren samt en bænk med krone var stedet ret anonymt.
 
 
 
        
                        Indkørslen til Caïx anno 1990                                      Slottet Caïx anno 1990
 
 

                                            

                                                           Ved terrassen på Caïx anno 1990

 

 

 

 

Ægte fransk markedsstemning

Lidt nord for floden Dordogne, nærmere bestemt 65-70 km sydvest for Brive-la-Gaillarde, ligger byen Sarlat - en fantastisk charmerende by med en fascinerende, gammel bymidte (dog ikke en af de "lodrette"). På denne tur besøgte vi Sarlat en lørdag og løb ind i et af de største markeder, vi nogensinde har set, hvor man faldbød alt lige fra fødevarer til symaskiner, tøj og sko.

 

 

                                   

                                                                    Lørdagsmarked i Sarlat

 

 

 

En vidunderlig ferie nærmer sig sin afslutning, og til slut skal det bare understreges, at Dordogne dalen er et fantastisk område, som man gerne vender tilbage til - og det gjorde vi så også 10 år senere i år 2000.

 

 

                                                          

                                                           Sidste dag på campingpladsen

 

 

Da vi i 2009 var i Portugal gjorde vi ophold i Cahors på vejen hjem. Her besøgte vi dels Château de Caïx dels klippebyen Rocamadour, så flere (og nyere) billeder fra de to steder kan ses i Fotoalbum under Portugal 2009/Château de Caïx m.m.

 

 

 



 

 

 

 

 

Andre campingrejser: 

 

 

 

Frankrig næsten rundt 2013

 

På eventyr og vulkaner 2012

(Italien & Sicilien)

 

Ild, vin & Bindingsværk 2011
(Rhinen, Alsace og Schwarzwald)

 

Holland 2011

 

Kroatien 2010

 

Portugal 2009

 

Forårstur 2009

 

Spanien rundt 2008

 

Vintemauge Frankrig 2008

 

Dresden & Wien 2008

 

Sicilien 2006

 

Tarn Slugten (F) 2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 campingturisterne.dk