H
 

 

 

 

Del 1 - af Dagbog fra turen til Sicilien2006 

                                                        

 

Del 1 beskriver turen fra Kruså til Sicilien med besøg i Firenze, San Gimignano, Rom, Pompeji, og på Vesuv

 

Dag 1
Det er den 24. april, og vi forlod Danmark via Kruså og kørte til Camping An der Hohen Hagen i Dransfeld. Campingpladsen ligger i fin afstand fra Danmark, ca. 450 km fra Kruså. Det kan dog godt være en lille smule besværligt at få sig manøvreret ind på den plads, man får anvist, når man kun skal overnatte - men så er der som regel hjælp at hente fra andre campister.

Og hvis man nu har glemt at tage noget ud af fryseren til aftensmad, spiser man godt og ikke så dyrt på den nærliggende græske restaurant!

 

Dag 3 (26. april)
I stille og roligt tempo med dagsmarcher på omkring de 350 km ankom vi til Camping Seeland i Sempach ved Luzern i Schweiz. Her ventede vi på vores engelske venner, som vi skulle følges med på selve turen til Sicilien. Det var iøvrigt rasende koldt, og natten før vi skulle køre videre, havde temperaturen været nede omkring frysepunktet.

 
Dag 7 (30. april)
Vi kørte over St. Gotthardt - og igennem den ca. 17 km lange tunnel. Det var en fantastisk flot tur med sne på nordsiden af bjergene. På sydsiden var der anderledes grønt og forårsagtigt, men varmt var det nu ikke. Vi havde valgt campingpladsen Parco al Sole i Meride (Schweiz) som overnatningsplads. Ifølge billederne i campingbogen skulle det være en rigtig dejlig campingplads, men der blev vi altså skuffede. Det var ikke nemt at finde sig en plads mellem træerne i det meget skrånende skovterræn, og vi selv blev f.eks. anbragt mellem to ubeboede campingvogne. Tilkørselsforholdene var heller ikke gode: Man skulle over en lille, smal bro.


Dagens strækning var på 180 km. Vi blev her dog i 2 dage, da vi skulle fejre Terry's fødselsdag.


Dag 9 (2. maj)
Vi forlod Meride næste morgen og kørte via Milano til San Piero a Sieve lidt uden for Firenze - en strækning på 380 km. Det gik fint med at komme uden om Milano; det havde vi ellers hørt kunne være noget af et mareridt. Campingpladsen Mugello Verde var en stor, dejlig plads. Det var der også andre der syntes, for en del pladser var forud reserverede, så vi havde besvær med at finde to rimelige pladser - de skulle jo også helst ligge i nærheden af hinanden. Men det lykkedes, og vi blev 3 dage, da pladsen var perfekt udgangspunkt for besøg i Toscana - og ikke mindst Firenze.


Dag 10 (3. maj)
Firenze er en stor by med et ufatteligt højt støjniveau (jeg har aldrig før set/hørt så mange larmende scootere på én gang), men den byder også sine gæster på en fantastisk oplevelse. En rigtig god ting er, at alle de smukke seværdigheder kan nås til fods, så det er nemt at lade bilen stå på campingpladsen og tage offentligt transportmiddel til Firenze. I centrum ligger domkirken med dåbskapellet udenfor:

 

                       

     Dåbskapellet v/domkirken, Firenze           Den ene af de to paradisdøre

 

 

Den er så stor, at man næsten ikke kan få øje på den! Men når man gør, taber man næsten pusten af benovelse. Udenfor ligger dåbskapellet med de fantastiske bronzedøre - dørene til paradiset - som blev bestilt i 1401 for at fejre, at pestepidemien var overstået.

Hefra gik vi til Palazzo Vecchio, som i Middelalderen var byens rådhus - senere bolig for hertugfamilien, og idag museum. Foran står en kopi af Michelangelos berømte statue David. Ikke langt herfra ligger Uffizi Galleriet.

Vi har været i Firenze 2 gange, men hver gang har køen for at komme ind i galleriet været så lang, at vi opgav. I stedet gik vi videre mod Ponte Vecchio, som er en af de ting, Firenze er kendt for.

 

Broen blev konstrueret i 1345, og det var den eneste bro over floden Arno, der IKKE blev bombet under 2. Verdenskrig. Oprindeligt var der slagterbutikker på broen, og slagterne brugte floden som affaldsspand. Den lugt var ikke rar! Så i 1593 besluttede hertugen, at der fremover skulle være smykkebutikker på broen - og det er der stadigvæk den dag i dag!
 

Dag 11
Næste morgen - vi er nu nået til den 4. maj 2006 - var vejret vidunderligt, så vi smurte en stak sandwiches, pakkede englændernes bil og drog afsted mod San Gimignano.

Sammen med Volterra er San Gimignano en af Toscanas mest karakteristiske byer, synes jeg. San Gimignano er på Unescos liste over verdenskulturarv på grund af sin særlige arkitektur.

 

Byen ligger på en 334 m høj bakketop. Engang var den en lille etruskisk landsby, men fra det 10. årh. har det været en "rigtig" by. Byen er opkaldt efter den hellige biskop af Modena, St. Gimignano, som efter sigende skulle have reddet byen fra de barbariske horder.

Op igennem Middelalderen voksede byen i velstand og størrelse takket være den handels- og pilgrimsrute, der passerede den. Byens tårne er fra hhv. det 11. og det 13. årh. Dengang var der intern magtkamp i byen mellem to familier, og det fortælles, at jo rigere man var, jo højere tårne byggede man. Idag er der 11 tårne tilbage.

På vej tilbage til campingpladsen fandt vi en hyggelig plet, hvor vi kunne spise vores medbragte sandwiches.
 
Dag 12 (5. maj)
Vi forlod Toscana og kørte sydpå mod regionen Lazio til Rom. Vi havde valgt campingpladsen Internazionale i Trevignano Romano ved søen Bracciano. Fra motorvejen og ud til pladsen var vejen smal og dårlig, men det gik fint nok med at finde den (og vi havde ikke GPS dengang - det har vi nu!). Det er en meget hyggelig campingplads, og vi lå lige ned til søen med den smukkeste udsigt, vi nogensinde havde haft.
 
Dag 13 (6. maj)
Lørdag blev brugt til indkøb og afslapning generelt. Dagen startede ellers med fint vejr, men det endte i regn og torden, så det meste af afslapningen foregik indendørs.

Dag 14 (7. maj)
Søndag kørte vi til Aquillara, hvor vi parkerede bilen. Derfra tog vi toget ind til Rom - en tur på ca. 40 min. Toget standser ved en af metrostationerne, så det er nemt at komme videre. Som det første ville vi besøge Peterskirken. Men at besøge Peterskirken en søndag er altså ikke nogen god idé! Peterspladsen var sort af mennesker, og det var umuligt at komme ind i kirken. Det var selvfølgelig Paven selv, der forrettede gudstjenesten om søndagen, og det havde vi jo ikke tænkt på. Nå, men Peterskirken fik vi kun set udefra - til gengæld så vi Paven på storskærm!

 

Peterskirken i Rom

 

For Jørgen og mig betød det ikke så meget. Vi har tidligere besøgt Rom, hvor vi havde næsten 14 dage til rådighed, så vi havde set Peterskirken indvendigt - og det sixtinske kapel - og de fleste andre steder i Rom som man "må se". Så for vores vedkommende havde vi denne gang glædet os til et gensyn, ikke så meget med alle de smukke seværdigheder, men med byen:
Bare slentre gennem gaderne og indsnuse atmosfæren.

Rom er spækket med seværdigheder - nok til et helt liv. I mine dagbogsnotater fra vores tur Italien rundt, plus Sicilien, vil jeg undlade at gå ind i en beskrivelse af dem, da det vil blive alt for omfattende i denne sammenhæng - og en "kort version" synes jeg vil være overflødig i betragtning af, at der findes en række fortræffelige hjemmesider, som har fordybet sig i Rom og dens seværdigheder - det er bare at søge på Rom eller Roma.
 
Jeg vil derfor nøjes med en appetitvækker i form af billeder af nogle af de mest kendte seværdigheder:
 
     
                Colosseum                                       Trevi Fontænen
 
 
       
          Den spanske trappe                          Forum Romanum
 
Vi tilbragte endnu en dag i rom, og da englænderne ikke havde besøgt byen før, gik vi rundt hver for sig. Om aftenen mødtes vi ved Trevi Fontænen, hvorefter vi sluttede dagen på en af Roms mange restauranter - udendørs naturligvis. Underholdningen bestod af en ung dreng, der på harmonika spillede (og sang til) O Sole Mio for os - mere italiensk kan det næsten ikke blive!

Dag 16

Tirsdag den 9. maj forlod vi Rom. Målet var Camping Villaggio Turistico Azzurro i Seiano di Sorrento lidt syd for Napoli og ikke langt fra Pompeji - en strækning på 350 km. En fantastisk flot tur - især syd for Napoli, hvor motorvejen ligger forholdsvis tæt på kysten. Vejen ligger højt i forhold til Amalfi kysten, som det jo er, men indimellem får man de mest storslåede glimt ud over kysten og vandet.

Turen endte dog med at blive noget af en oplevelse: Vi kørte efter campingbogens anvisning til campingpladsen, og kom bl.a. igennem Castellamare - et mareridt af en stor by syd for Napoli. Gaderne var meget snævre, og med parkerede biler allevegne, var det med at holde tungen lige i munden. To gange måtte vi holde stille, fordi der ikke var plads til at passere: Første gang på grund af et kæmpe hul i vejen, som vi ikke kunne komme udenom, før en parkeret bil blev fjernet, anden gang p.g.a. en bil, der holdt parkeret ud for en bar, så den spærrede gaden. Men folk var flinke til at hjælpe, og fik hentet manden i baren, så han kunne flytte sin bil, og omsider lykkedes det at komme igennem byen.

 

Bagefter ærgrer man sig jo gul og grøn over, at vi ikke fik taget et billede/filmet alt dette, men sådan er det jo tit!

Men campingpladsen kunne vi ikke finde, og til sidst måtte vi ringe til dem og spørge om vej (det var ved at være sidst på dagen, vi havde kørt rundt og ledt i over 2 timer, og vi havde i forvejen reserveret plads, så vi skulle jo helst finde den). Det viste sig, at vi skulle ned ad en stejl, snæver vej med hårnålesving. Det gik nu fint nok - vi var nemlig heldige ikke at møde modkørende!

Det var alle strabadserne værd. Campingpladsen var lille, båsene (hvis de kunne kaldes det) var meget små, men vi lå midt i en appelsinhave, og der var appelsiner på træerne som vi bare kunne plukke alt det, vi ville. Aldrig har jeg smagt så gode, søde og saftige appelsiner. Pladsen lå kun få hundrede meter fra et lille havnemiljø med en rigtig god restaurant. Herfra gik der færge til Capri, og herfra var der den mest storslåede udsigt til vulkanen Vesuv.

 

 

         

              Amalfi kysten                             Camping Villaggio Azurro

 

 

Dag 18 (11. maj)
Efter en vaske- og hviledag tog Jørgen og jeg til Pompeji. Vores engelske venner havde tidligere været der, så de ville i stedet tage en tur til Capri.

 

Vi stod tidligt op og tog med den lokale bus, som kørte til stationen i den nærmeste by, Vico Equense. Herfra tog vi toget til Pompeji. Stationen ligger lige ved Pompeji, så det kan ikke være nemmere - og det kostede næsten ingenting. Billetter kunne man købe på campingpladsen, så man var fri for at skulle finde ud af det på stationen. Til gengæld kostede det en formue at komme ind i Pompeji.

Det forstår man så godt, når man kommer derind - og det var hver en cent værd. Det er meget stort, så for ikke at gå glip af alt for meget fulgte vi anvisningerne i Politikens "Turen går til Italien".

Det er overvældende og fantastisk at se, hvor civiliserede romerne var i år 79 f.Kr. Man fik også et godt indtryk af, hvor stor forskel der har været på rig og fattig, i hvert fald hvis man kan dømme ud fra husenes størrelse og udsmykning.

 

 

     

                Pompeji                                            Pompeji

 

 
 
Jeg var meget imponeret af Casa dei Misteri
- en stor rigmandsvilla i udkanten af byen.
 
Det var også imponerende, at man den dag i dag kunne se hjulsporene fra hestekøretøjer på brostensvejene.
 
 
Historien om Vesuv's udbrud den 24. august år 79 f.Kr., som begravede Pompeji under et 4-5 m tykt lag pimpsten, aske og lava kan læses på Wikipedias hjemmeside.
 
Heldigvis havde vi været meget "flittige" om formiddagen, for om eftermiddagen begyndte det at regne - MEGET. Vi havde ikke regntøj med - og heller ikke paraplyer - så vi blev i den grad våde og kolde. Så var det godt at komme hjem til englænderne (som alligevel ikke havde været på Capri), og som straks diskede op med varm kaffe. Vi medbragte selv Dr. Nielsen!!
 
Om aftenen gik vi ned til det lille havnemiljø for at spise på Restaurant Mustafa. Det var en meget fin restaurant, og maden var utroligt lækker. Det var heller ikke helt billigt.
 
Dag 19 (12. maj)
Næste dag, fredag, tog Jørgen og jeg til Vesuv - også denne gang uden vores engelske venner, som selvfølgelig også havde besøgt Vesuv dengang de var i Pompeji for et par år siden.

Vi tog igen bussen til Vico Equense og derfra toget til stationen Ercolano Stavio. På informationskontoret ved stationen købte vi billetter til at komme til Vesuv med minibus (10 personer ca.). Det kostede 10 Euro pr. person, dvs. 2 Euro/person dyrere end med den offentlige bus. Til gengæld varede det kun 20 min. at komme til Vesuv's P-plads, hvor det ville tage 1½ time med bussen!

Det var en fantastisk køretur, først gennem Napolis små gader og derefter op ad bjerget. Udsigten ned over Napoli og bugten var uovertruffen. Vi blev sat af på P-pladsen, hvor vi ville blive aftentet efter godt 1 time.

Derfra gik det til fods op ad dels trapper, dels en bred sti til Vesuv's krater. Det tog ca. 20 min. Det var selvfølgelig anstrengende, og vi måtte da holde en pause eller to undervejs - men det var i rigt mål strabadserne værd. Det var fantastisk at se kraterne, hvor der 3 steder kom damp ud. Og udsigten!!! - Nedturen gik selvsagt noget nemmere.

Og så skal man jo lige huske, at Vesuv stadig er en meget farlig - og aktiv - vulkan!

 

 

 
             
 
Fantastisk flot - og frygtindgydende på samme tid
 
 
Dag 20 (13. maj)
Så gik det videre mod Sicilien, men det var for langt i et stræk, så vi tog en overnatning i Briatico - nærmere bestemt på Villaggio Camping l'Africano. Turen på 414 km var iøvrigt helt fantastisk smuk - det virkede som om vi kørte mellem to bjergkæder.

Men til gengæld var vejene utroligt elendige, til trods for at det var motorvej, vi kørte på. Der var direkte huller og revner, hvor der groede ukrudt! Det var hårdt ved campingvognene, og englændernes nye campingvogn blev beskadiget og måtte repareres efter hjemkomsten.

Campingpladsen var ikke noget at skrive hjem om. Den lignede nærmest en skrotplads for gamle campingvogne, strømmen duede ikke, toiletfaciliteterne var ringe (men dog rene), og campingpladsens indehaver virkede aldeles uinteresseret, da vi ville tjekke ind - men for en enkelt nat gik det jo an.


 

Dag 21 (14. maj)
Vi fortsatte sydpå mod færgen til Sicilien. Igen var vejret fantastisk og turen lige så fantastisk flot.

Vi kørte til en lille by, Villa San Giovanni, hvorfra vi tog færgen over. Det er iøvrigt fra den by, lastbilerne tager over Messina Strædet, så man slipper for at komme igennem Messina, når man kommer i land på Sicilien. Det var nemt at finde, og sejlturen tog omkring 45 min.

Vi fik købt billetter (returbilletter) og ventetiden kunne vi fordrive i en bar, hvor en flaske rødvin kostede 3 Euro. Vi købte et par flasker med til senere brug.

Vi mødte utroligt stor hjælpsomhed, bl.a. kom færgepersonalet og hentede os i baren, da det var tid til at køre om bord. Udover os var der kun en tysk varevogn med reservedele til et amerikansk krydstogtskib, der lå og ventede i havnen i Messina.

 

        

En af færgerne i Messina Strædet                   Messina set fra færgen

 

 

Vi havde egentlig udset os en campingplads i Siciliens hovedby, Catania, men den var mere booked op end vi havde forventet, så de pladser vi fik tilbudt (på hvad der egentlig var en P-plads) var ikke tilfredsstillende - specielt ikke når vi havde planer om at blive en uge.

Det var sent på eftermiddagen, så gode råd var dyre. Vi besluttede at ringe til Camping Sabbiadoro i Avoli ikke så langt fra Siracusa på Siciliens sydspids. De havde plads, så vi skyndte os at reservere og fortsatte turen, 293 km ialt - ikke særligt langt i afstand, men det tog tid!!

Dag 22 (15. maj)
Vi er blevet godt installeret på campingpladsen. Her er der separate båse som i Frankrig - dog ikke tilnærmelsesvis så store. Vi var f.eks. glade for, at vi "kun" havde posemarkisen på og ikke forteltet, for det kunne simpelthen ikke have været der. Det var en stor campingplads, hvor der var rigtig mange tyskere, hollændere og englændere - men ingen danskere (i hvert fald ikke da vi var der). Dagen blev iøvrigt brugt til afslapning, vask, indkøb - alt efter hvad man havde behov for.

 

 


      

      Camping Sabbiadoro                          Campingpladsens strand

 

 

Dag 23 (16. maj)
Vejret er 28-29 g varmt. Campingpladsen har sin egen strandadgang. Vi har badet i Middelhavet - det var HERLIGT!

På vores plads står et træ med nogle røde bær, som vi må plukke og spise alt det vi vil (pladsens medarbejdere lod en stige stå, så vi kunne nå dem). Vi vidste ikke hvad det var, men de smagte sødt og dejligt. Efter vi kom hjem slog vi dem op og mener, det må have været morbær.

 

Læs også del 2, som bl.a. fortæller om turen op på Etna, Trullierne m.m. 

 

Tilbage til toppen

 

 



 

 

 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kørte til Rom, og derfra langs Italiens vestkyst til Sicilien, hvor vi havde en uges afslapning, og hjem langs østkysten.

 

En tur på ca. 8 uger og 7700 km.

 

Desværre findes beretningens fotos ikke i større størrelse, så dem kan du ikke finde i Fotoalbum

 

 

 

Læs også:

 

Sicilien 2006 - del 2

 

I 2012 kørte vi næsten samme rute. Vi genså de "store steder" (Firenze, Rom, Pompeji m.v.), men også meget nyt: Milano, Cinque Terre, Amalfi kysten og den nordlige del af Sicilien.

 

Klik her, hvid du vil læse om turen i 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 

 

 campingturisterne.dk